Vendsyssel Kunstmuseum

Nye krav til museet – Ny strategi

Foto: Tao Lytzen

Organisationsopbygning, rekruttering, strategi 

Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring er et levende og aktivt kunstmuseum. Museet har gennem de seneste ti år formået at forny sig og matche tidens dagsordener. Der har været meget fokus på at bringe museet udenfor de faste rammer, at få fat i ikke-brugerne, og at markere sig i det samlede museumslandskab.

Men aktuelt er der brug for at løfte blikket og tænke langsigtet. Hvordan skal museet matche og gå i dialog med udviklingen i samfundet? – Hvordan skal museet tilbyde en helstøbt oplevelse, hvor der – ud over god kunst – er tidssvarende serviceydelser og helhedsoplevelser?

Lokalt er demografien en udfordring, mens fx turismen og kommunens politikker rummer muligheder for museet. Nationalt er museet op imod ”det skæve Danmarkskort” og et relativt lavt statsligt tilskud.

Facilitering af processer og udarbejdelse af strategien

Museet har nu ønsket at få udarbejdet en ny og proaktiv strategi, der forholder sig til den aktuelle samfundsmæssige situation og de overordnede strømninger, som ses både lokalt, nationalt og globalt. Jeg blev bedt om at fungere som strategi- og proceskonsulent på opgaven, og som den primære forfatter på selve strategien.

Vi startede processen med et bestyrelsesseminar, som jeg faciliterede. Herudover interviewede jeg relevante kommunale parter, hhv. borgmester, viceborgmester og kulturudvalgsformand samt relevante administrative ledere i kommunen.

Herefter skrev jeg et udkast til strategi, som jeg løbende drøftede med museumsdirektøren. Dette udkast dannede ramme for et medarbejderseminar, og herefter færdiggjorde vi strategien.

Næste skridt er at få udarbejdet mere konkrete handleplaner i forlængelse af strategien. Det står museet selv for.

Forrige
Forrige

Visit Aarhus | Hvordan sikrer vi mest effekt af virksomhedens frivillige

Næste
Næste

Aarhus Festuge | Strategiudvikling og involvering af byen