Museum VEST

Museumsfusion

Ny stor museumsenhed med mange emneområder

De to store, statsanerkendte museer i Esbjerg Kommune er Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Sydvestjyske Museer i Ribe og Esbjerg. De har meget forskellige fagområder og emnefelter. Men rent faktisk har de nogle af de samme målgrupper.

I løbet af 2023 besluttede de to bestyrelser, at de ønskede en fusion af de to museer med henblik på en styrket ledelse og organisation og et fornyet fælles fokus på både publikumsorientering, kommerciel drift og forskning. Dette er sket pr. 1.1. 2024, under det nye navn Museum VEST.

Ny ledelsesstruktur, involvering af ledere og medarbejdere

Den kommende direktør for hele butikken bad mig om hjælp til fusionsprocessen. På baggrund af et par møder designede jeg en proces med lederseminarer, medarbejderseminarer og løbende sparring med direktøren. Indledningsvist lå også en rundtur, hvor jeg interviewede alle de eksisterende fagledere fra de to museer.

Vi besluttede herefter at tænke ny ledelse og organisation i to tempi. Først en fusionsorganisation med en ledergruppe, der skal fungere i en toårig overgangsperiode. Her er begge de oprindelige museer sikret repræsentation i ledergruppe, tillidsrepræsentation mv. De to år skal bruges til at blive klogere på hinanden og til at indkredse potentialer og nye samarbejdsstrukturer.

Derefter – på basis af et nyt fælles overblik og en ny strategi – en mere blivende organisation, hvor intentionerne med fusionen skal realiseres målrettet.

Med i ligningen hører, at den del, der var Fiskeri- og Søfartsmuseet, netop har fundraiset 150 mio. kr. til renovering og fornyelse af museets udstillinger. Planen er at gøre det samme for Ribes Vikinger.

Forrige
Forrige

Det Jyske Kunstakademi | Fra baggård til første parket

Næste
Næste

Evaluering af Kultur- og sundhedsprogram | Aarhus Kommune